Elefanten i rummet – Psykiatri Fonden:

Et stærkt symbol på det, vi sjældent taler højt om – men alle bør have modet til at møde.

Ikke alle elefanter hører til i junglen – nogle finder deres rette plads midt i byen.

Foran Aarhus Øje står en farverig elefant, som på én gang er et populært selfie-spot og et stærkt symbol på noget langt vigtigere: mental sundhed.

Elefanten var en del af Psykiatrifondens kampagne #findelefanten, der satte fokus på “elefanten i rummet” – de psykiske udfordringer, mange lever med, men som alt for sjældent bliver talt om.

Som hovedsponsor på projektet var vi stolte af at støtte arbejdet for mere åbenhed, forståelse og støtte til mennesker med psykisk sygdom. Efter udstillingen blev elefanterne solgt på auktion til fordel for Psykiatrifondens indsats. Vores elefant – smukt udsmykket af kunstner Hans Krull – blev købt af Hommelhoff Group, og heldigvis har den fået lov til at blive stående her, hvor den dagligt minder forbipasserende om noget vigtigt.

Den er mere end en skulptur. Den er et synligt symbol på, at ingen skal stå alene med det svære – og at vi alle har et ansvar for at lytte, tale åbent og tage vare på hinanden.